Lyt til din vrede

2023-10-05

Lyt altid til din indre vrede og mærk efter, hvad den prøver at fortælle dig. Jeg havde ondt i maven i 6 måneder, før det gik op for mig, hvad der var galt.


Egentlig troede jeg, at jeg havde talt mig ud af jobbet, allerede ved jobsamtalen, da jeg kunne mærke at firmaets værdier ikke helt lød til at harmonere med mine.

Men blev alligevel så smigret, da jeg modtog beskeden om, at de faktisk havde valgt mig, at jeg takkede ja.

Ret hurtigt mærkede jeg dog, at der var noget galt.

Dels fik jeg ikke den løn, jeg havde fået stillet i udsigt, og samtidig blev jeg bedt om at underspille (læs: lyve) om prisen på vores ydelser overfor den nye samarbejdspartner, jeg især skulle etablere en god kontakt til.

Jeg var dog ret vild med den anden del af jobbet, og valgte derfor at fokusere på det positive, samtidig med at jeg (uden held) gjorde, hvad jeg kunne for at ændre på det, jeg ikke brød mig om.

Jeg tror det, der slog hovedet på sømmet var, da direktøren med store armbevægelser inviterede alle ansatte til OL i Atlanta.


En gestus, langt de fleste andre (unge singler) var ret vilde med, men som ikke gav mening for mig (en gift mor med tre børn), der ikke på nogen måde kunne se 2 ugers OL ferie midt i sommerferien, som særlig attraktiv.

Men det var det – eller ingenting.

Så jeg valgte ingenting, og blev hjemme.

Selvom jeg ofte havde små-ondt i maven, varede det alligevel noget tid, inden jeg begyndte at lægge mærke til, hvor dårligt jeg faktisk havde fået det, efter jeg havde fået jobbet.

Først da min indre stress udmøntede sig i deciderede mavesmerter, vågnede jeg op til erkendelsen af, at det ikke kunne fortsætte.

Ikke nogen hverken rar eller let erkendelse, da vi for nylig havde købt hus og stadig havde de her relativt små, som jo ligesom også skulle forsørges.

Men da erkendelsen først satte ind, var der ingen vej tilbage:


Jeg var nødt til at sige op, selvom jeg kun havde været der i et halvt år.Og nærmest i det øjeblik jeg havde taget beslutningen, indfandt der sig en dyb ro og vished om, at det hele nok skulle ordne sig.


Hvilket det gjorde.

Inden måneden var gået, opstod muligheden for at vælge mellem to forskellige job, hvoraf jeg valgte det, der bedst matchede min allervigtigste værdier.

Som årene er gået, er det blevet meget tydeligt for mig, at det der især bragte mig ud af balance,


👉 var direktiverne om, at jeg skulle gå imod en af mine allervigtigste værdier: ÆRLIGHED


👉 og at min meget stærke modstand mod at gøre dette, viste mig vejen til at stå
ved mig selv og mine værdier.

Uanset om vi tillader os at mærke vores modstand eller ej, er vores ulmende vrede nemlig et vigtigt kompas, der kan hjælpe os med at bevare os selv og vores #integritet, når vi oplever noget, der ikke stemmer overens med det, vi står for.

Så derfor:
Lyt altid til din indre vrede og mærk efter, hvad den prøver at fortælle dig ❤️

Kærligst

Lone